Vejlevej 16

Bragt i “En ægte Ølholmer” oktober 2012

Huset på denne adresse skiller sig ud fra de mange boliger, som Ølholm blev beriget med i 1930‘erne, da møbelsnedkerne her fik mulighed for at bygge eget hus, ofte med en udlejningslejlighed ovenpå.

Vejlevej 16 i 1947

Vejlevej 16 i 1947

Blandt de ældre Ølholmere gik det under betegnelsen “funkishuset”. Jorden, som huset ligger på, hørte til gården, som lå på Ølholm Bygade 4 og dens daværende ejer Johan Holm solgte i 1934 grunden til ægteparret Valborg og Kristen Bjerre Andersen. De var et yngre par, som var kommet til Ølholm i 1930 fra Felsted i Sønderjylland, og han arbejdede som snedker på møbelfabrikken. Deres to små sønner var født inden familien flyttede hertil. Huset blev bygget i 1934 med det udseende, som det har nu, set fra forsiden.
Huset blev solgt i 1945 til ægteparret Marie og Arne Bisgaard. De indrettede en isenkramforretning i huset, men solgte huset i 1947 for at flytte til Brande.

Isenkramforretninger i 1947

Isenkramforretningen i 1947

Fra 1947 til 1950 er der skiftende ejere, Rudolf Vagner Pedersen, Peder Andersen, Ove Rohden Olsen, Niels C. Thorgaard, igen Rudolf Vagner Pedersen og til sidst fru Ellen Margrethe v. Wenckheim. Hun sælger i 1950 til Søren Pedersen som indretter en trikotageforretning her, men denne lukker samme år og huset sælges til ægteparret Jensen. Han drev en entrepenørvirksomhed ved brunkulslejerne i Fasterholt. I starten af 1950‘erne boede han hjemme i weekenden og rejste frem og tilbage mellem arbejde og hjemmet på motorcykel. Ægteparret havde tre næsten voksne døtre da de kom til Ølholm og lejede i perioder værelser ud medens de ejede huset. I midten af 1960‘erne blev huset solgt og familien flyttede til Videbæk. De nye ejere var købmandsparret Klara og Aksel Roding i Ølholm, som lejede husets to lejligheder ud. Efter købmandsparrets død blev huset i 1969 solgt af datteren Jette Sørensen til Inger og Bent Rasmussen. De flyttede hertil fra Vejle. Bent drev vognmandsforretning og blev senere lastbilchauffør for bl.a. Tulip. Derfor blev han kendt under navnet Bent Tulip. Han døde i 1983, kun 57 år gammel og efterlod sig foruden hustruen sønnen Fritz og datteren Hanne. Ingers mor Frida var i mange år bosat i den øverste lejlighed, hvilket hun blev ved med til sin død, selv om Inger solgte huset i 1987 til Hans Henrik Davidsen. I 1988 sælger han til Conny Kristensen, som bor her til 1995, hvorefter huset blev solgt til Ulla og Preben Lindsted, som tidligere boede i Lindved. De bor her til 2001 hvor huset bliver solgt til Ølholmeren Jacob Mikkelsen. Jacob sælger i 2007 til sin lillebror Simon Mikkelsen, husets nuværende ejer. Den øverste lejlighed har i hele perioden efter Fridas død været udlejet til forskellige lejere.

 

Udgivet i Publikationer | Skriv en kommentar

Møbelfabrikkerne

Bragt i “En ægte ølholmer” februar 2012

Motiverne i denne udgave er fra perioden 1933-71 hvor Ølholm havde to møbelfabrikker, Ølholm Møbelfabrik ejet af Sigfred Omann og Omann Jun. ejet af storebroderen Andreas Omann.
Begge havde deres maskinsnedkeri og kontor på adressen Ølholm Bygade 8, og Ølholm Møbelfabrik foretog lakering samt montering på Ølholm Bygade 51. Omann Jun foretog sit lakerings- og monteringsarbejde på Vejlevej 15.

Arkivets seneste medlemshæfte omhandler disse virksomheder og vi efterlyser beretninger om eller fra personer, der har arbejdet på fabrikkerne i Ølholm.

Personalet ved Omann Jun i 1938

Personalet ved Omann Jun i 1938

 

Personalet på Ølholm Bygade i 1942

Personalet på Ølholm Bygade i 1942

Ølholm Møbelfabrik i 1942.

Ølholm Møbelfabrik i 1942

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ølholm Bygade 1970

Ølholm Bygade 1970

 

Udgivet i Publikationer | Kommentarer lukket til Møbelfabrikkerne

Uldumvej 15

Bragt i “En ægte ølholmer” september 2012

Det første hus på denne adresse blev opført i 1868 af nyt egebindingsværk og brændte mursten, taget var stråtækt. Bygherre var mureren Niels Johan Henriksen Klüver og dennes hustru Mariane. Allerede i oktober 1869 emigrerede familien til USA, hvor de slog sig ned i Appelton, Wisconsin med deres to sønner og en datter, alle født i Ølholm. Deres næstældste barn, en søn på 9 år, blev hos mormor, som boede ved Hvolgaards skov. Klüverfamilien boede resten af deres liv i USA.
Huset havde de solgt i 1869 til bødker Søren Sørensen og hustruen Mette, som begge var sidst i 60‘erne. Parret boede her til de i 1880 i en høj alder flyttede til Fattiggården i Langskov, medbringende et stort flyttelæs af indbo, service, tøj og hans store beholdning af værktøj.
Huset på Uldumvej solgte de til ægteparret Maren og Niels Jakobsen, som tidligere boede i et gammelt hus på Ølholm Bygade, hvor han arbejdede som blikkenslager, men nu var blevet en aldrende mand. I 1882 døde han og efterlod sig den yngre enke Maren og en stor børneflok, hvoraf to udvandrede til USA og et til New Zealand med deres familie.
Enken solgte huset i 1885 til Chr. Petersen Lundsgaard, som ejede det til 1900, hvor han solgte til maler Anders Henriksen og dennes hustru Stine. De havde da børnene Kristen og Mariane og fik deres yngste barn Alfred her. Henriksen blev kort efter landpost fra Ølholm Station. Familien blev boende her til 1922, hvor de flyttede til deres nybyggede hus på Banevænget 1, og her kunne post Henriksen rigtig boltre sig på den store grund med sin interesse for havebrug og biavl bl.a. Uldumvej 15 blev lejet ud og senere solgt til handelsmanden Herluf Christiansen Riis og hustruen Maren, som boede her med deres små børn og disse børns bedstefar.

Uldumvej 15, ca 1920

Uldumvej 15, ca 1920

I 1932 skiftede huset igen ejere, nu solgt til det helt nygifte unge par Marie og Hans Due, som i april 1932 fik deres første barn her, men måtte opleve at miste deres nykøbte hus ved en brand 14. juni samme år. Familien blev genhuset i kommunens daværende udlejningshus på Uldumvej 20, indtil deres nye hus var blevet opført i oktober 1932. Det nye hus blev bygget i 2 etager, med en ekstra lejlighed øverst, og snedkeren Hans fik et værksted i tilknytning til underetagen hvor han kunne boltre sig i samtidig med at han arbejdede på møbelfabrikken i Ølholm. Det nybyggede hus fik navnet “Lillebo” som stadig står smukt på gavlen. Marie og Hans fik ialt 5 børn, Kaj, Erik, Eigil, Vera og Svend Aage. Marie døde i 1973 og Hans blev boende i huset til sin død i 1988.

Marie og Hans Due

Marie og Hans Due

“Lillebo” blev solgt til Lene og Søren Winther, som foretog en omfattende renovering og forandring af huset. I 1993 blev det solgt til Mette Tusborg og Ole Sørensen, der som forgængerne var unge, og satte deres eget præg på huset. I 1999 blev huset købt af de nuværende ejere Rikke Pagaard og Brian Guldberg Dagø, som har fortsat traditionen med at være unge mennesker, der forandrer boligen efter deres egen smag. Parret har desuden tilkøbt et stykke jord hvor de to sønner kan boltre sig med deres egen lille fodboldbane.

Udgivet i Publikationer | Skriv en kommentar

Generalforsamling 2012

Lokalhistorisk Forening for Langskov Sogn
indbyder til
GENERALFORSAMLING
torsdag den 18. oktober 2012 kl 19.30
i lokalerne Ølholm Bygade 37

Dagsorden ifølge vedtægterne
Kaffebord og lysbilleder

Alle er velkomne
Bestyrelsen

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Flere artikler fra “En ægte Ølholmer”

Der er tilføjet flere artikler fra “En ægte Ølholmer”.
Se mere her.

Udgivet i Publikationer | Skriv en kommentar

Lokalhistorisk Forening får hjemmeside

Du er landet på Lokalhistorisk Forening for Langskov Sogns hjemmeside.
Siden er under opbygning, men allerede nu kan du kigge dig lidt omkring.

Udgivet i Nyheder | Skriv en kommentar