LANGSKOV LOKALHISTORISKE FORENING
Medlemsblad 1993
Indhold
I år har vi valgt at bringe et uddrag af nogle erindringer, som er skrevet af Niels Peter Jensen, som er født i Ølholm den 2. juni 1829. Han var søn af Jens Nicolaisen og hustru Lene Cathrine Larsdatter, og iflg. kirkebogen for Langskov sogn var de Gård- og Bønderfolk i Ølholm.
Niels Peter Jensen blev døbt i Langskov Kirke den 8. juni og faddere ved dåben var: Gårdmand Jens Michelsen, Væver Jens Pedersen, Ungkarl Niels Nielsen Bundgaard og Peder Fynboes hustru Karen, alle fra Ølholm. Han blev båret af Gårdmand Chresten Nielsens hustru Ane Mette i Nyborg.
NIELS PETER JENSENS ERINDRINGER
Niels Peter Jensen Erindringer er så detaljerede og nøjagtige, at der formentlig bag dem ligger en dagbog eller en del notater. Disse erindringer indeholder en del, som i dag lyder mærkeligt, de omtalte hændelser ligger mere end 100 år tilbage. Alt er nedskrevet uden tanke på at se det på tryk. Skildringerne er ret åbne og indeholder mange levende træk om mennesker og forhold i datiden, hvortil kommer, at ingen kan nære tvivl om, at hvert ord er sandt. Han har brugt sine øjne og øren godt den gamle Degn, og mens han fortæller om de andre, tegner han uvilkårligt et karakterfuldt billede af sig selv og sin egen personlighed.
Barndoms- og Ungdomsårene i Ølholm
Da bysmeden blev gammel, og man ville ansætte en ny mand, ville den gamle ikke rømme boligen, som han utvivlsomt ikke bare ejede, men selv havde bygget; men så fandt en af gårdmændene på at sammenkalde de andre gårdmænd med heste og vogne ved smedien, hvorpå man tog fat på at underminere huset, så stolperne hang løse, og kopper og fade rullede ud. Grunden ejedes nemlig af gårdmændene, og de mente at have Ret til at tage fyld til deres »Vås«, en vej, der gik som en halvmåne om byen gennem engene.
Når man dengang skulle have noget lavet hos smeden, måtte man selv eller den karl, man sendte, trække bælgen og slå med forhammeren. Kul skulle man også medbringe samt mellemmad og en lille lærke, som man drak af med passende mellemrum.
Ved gårdejer Nielsens bryllup var der hornmusik fra Horsens i kirken, hvor hornene og »gamle Kingo« klang sammen. »Vi skolebørn var med som et udmærket sangkor; men da basunerne klang, glemte vi både næse og mund, sangen gik i Stykker, det gik over vor forstand at synge med der. Det gik ikke bedre i Uldum, da Christian den 8de og Caroline rejste derigennem på deres Jyllandstur. Lærer Stejnmejer havde placeret os i to rækker, imellem hvilke de kongelige skulle køre, efter at de havde passeret æresporten, og han havde forfattet en sang til de højes pris; men da vogntoget kom susende med de udasede Bønderheste for Vognene, og vi så de mange røde Livréer, vidste vi ikke, i hvilken der sad en Konge, og det hele blev en stor Fiasko.«
En mand ved Navn Bisted købte en gård i Ølholm. »Han var Søn af en Præst i Nærheden af Assens, der var berygtet ved, at han og hans Degn kom i slagsmål oppe foran Alteret, efter at Degnen havde iført ham Messehaglen og sagde at Præsten lignede en broget Stud.«
Ad Landevejen gennem Ølholm kom i Niels Peter Jensens Barndom mange Slags Folk: Kalkmænd, der kom kørende med ulæsket Kalk fra Daubjerg i lukkede Vogne, Aalemænd med saltede og røgede Aal fra Thy, Pottemænd med sorte Gryder og Potter, og Fademænd med Lerfade og Skåle, samt Humlemænd fra Fyn. Gåseflokke på flere Hundrede kom nord fra med 4 å 6 Drivere.
Det var i Frederik den 6tes dage, og Prygl hørte sig til i Skolen som ved Arméen. Lærer Stejnmejer slog med en lang tyk Lineal, og Slagene »faldt tungt i Hænderne, så det varmede; jeg har tit lagt hånden ved den kolde Mur efter sådan en Overhaling.«
Undervisningen i Tabel foregik pr. Kommando ved Hjælp af en Fløjte, Børnene skulle gå hen til de Tabeller, der var ophængt, når de skulle standse, og når de skulle begynde på Lærdommen. Skrivning foregik ved et Sandbord, der var langt og med Lister, så Sandet ikke skulle spildes. Ved hver ende var en dyb Skuffe til Sand og små Pinde til at skrive med. Når Børnene havde skrevet så meget, der kunde stå, glattedes Sandet ud med en »Strygeflade«. En stor Del af Undervisningen foregik i alle Fag ved »Bihjælpere«, d.v.s. nogle af de store Børn, »da Læreren sad på Kathederet, røg af sin Merskum’er eller læste«.
I Ølholm som så mange andre steder brændte man brændevin til eget brug i hver eneste gård, skønt det var forbudt, og der kunde falde store Bøder. Når Toldvæsenet var i Farvandet, gik der Bud fra Hus til Hus: Nu kommer æ Spedere (Spejdere)!
Lærer Jensen fortæller om Gilder og Legestuer, hvad man spiste og drak osv. Til Pinsedansen blev der natten i forvejen i Hvolgårds Skov hentet et højt slankt Bøgetræ der blev plantet udenfor Dansesalen i gården, »og omkring dette Træ gik Dansen af Ungdommen om Eftermiddagen med de tildelte Kærester«.
Niels Peter Jensen, hvis Fader var gårdmand, skulle til marked med en gammel Ko. Senere på dagen ville hans ældre Broder komme på Markedet og se at få Koen solgt; men da Drengen var på Vej med Koen mod Kollemorten, kom to Handelsmænd kørende. Det var gamle Rosendahl i Uldum Kro og gamle Simon i Solskov. Til dem solgte Drengen Koen for 13 Rdl. og en Sølvmark i Drikkepenge, og så fik han oven i Købet lov at køre med til Markedet i Stedet for at trække med Koen. Den ældre Broder blev vred; men da det viste sig, at der ingen Handel var med gamle Køer, og at 13 Rdl. var en god Pris, gik vreden over, og Synderen kørte på Karrusel for sin Mark.
I vinteren 1843-44 gik Niels Peter Jensen til Præst hos Pastor Ussing i Uldum, en lang Vej i Sne og dårligt Føre. Børnene nåede først hjem sent om Aftenen. En af Drengene var noget tunghør; men det klarede Præsten, som var en dygtig Blikkenslager. Han lavede et Talerør af blik, som Drengen stak i øret og han fik sin åndelige føde der igennem. Føden bestod af Balles Lærebog og den evangeliske Salmebog. Til Konfirmanddragten hørte høj Hat og Sko med Bunde af bøgetræ.
Seminariet i Jelling
I 1846 kom Jensen til Jelling for at forberede sig på at komme ind på Seminariet. Han indlogerede sig på en gård et Stykke fra Byen og delte Værelse med forskellige, en Tid med »en rigtig Vestjyde, der fyldte Sengen med Lus, der var store og fede; han dumpede anden Gang«.
Der var omkring 1848 i Jelling kun eet Hus med Tegltag. Seminariet var en uanselig enetages Bygning med Stråtag. Eleverne boede to og to sammen på værelserne, hvor de lå i samme Seng. De skulle møde hveranden Søndag i Kirken og tage Del i Sangen. Præsten var Seminariets Forstander. I 1849 var det Pastor Kemp, som tidligere havde været Adjunkt på Latinskolen i Aalborg. Da Christian den 8de engang var i Aalborg, og Embedsmændene blev præsenteret for ham, sagde Kongen om Kemp, som var en lille og skrøbelig mand; Hvad er det for en lille Dreng, der har forvillet sig ind mellem så mange voksne og lærde Mænd? Kemp svarede: »Deres Majestæt må ikke have anset mig for en Dreng, da De var så nådig at kalde mig til mit nuværende Embede.«
I Jelling oplevede Niels Peter Jensen
Krigen 1848
Ved Krigens Udbrud meldte en Del af Seminaristerne sig som frivillige ved Arméen. Efter Påskeslaget ved Slesvig hed det sig, at de danske var på Tilbagetog, og at man snart kunde vente Tyskerne, hvorefter samtlige af Seminariets Lærere, der var tre i Tal, rejste over Århus til øerne og lod Skole være Skole. De Elever, der ikke var gået til Hæren, måtte altså på ubestemt Tid forlade Seminariet, såsom der ingen Undervisning var. Jensen tog hjem til Ølholm og arbejdede ved Landbruget, deltog i Høhøsten, skar Tørv osy. Da Høet var bjerget, gik han en dag til Jelling, hvor det viste sig, at Undervisningen var kommen i Gang igen, dog ofte afbrudt ved Indkvartering af Dragoner. Han overværede en dag, at en Dragon blev straffet med Slag på Ryggen med en Klinge. En anden Dragon fik nogle Timers Krumslutning i Hans Møllers Lade; men det generede ham ikke stort. Dels var han Skrædder og vant til at sidde krumbøjet, og dels kunde han lade Hænderne glide ud af Jernet og stikke dem ind igen, når der kom en Officer.
Men tilbage til Seminariet. Dimittenderne mødte til mundtlig Eksamen i Livkjole og høje Silkehatte. Jensen fik sin Seminaristeksamen i dagene omkring 1. November 1849;
men forinden havde han i 1848 oplevet.
Slavekrigen i Jylland
Det rent faktiske var, at der i Foråret 1848 over store Dele af Jylland gik Rygter om, at Slaverne i Rendsborg (Tugthusfangerne) var brudt ud og drog hærgende op gennem Landet. Befolkningen organiserede sig og greb til Våben; men det viste sig, at der bag de 6 Høns ikke engang var en lille Fjer, det hele var blind Alarm; men nu giver vi Ordet til Seminarist Niels Peter Jensen, som skriver, at en dag kom en mand ind i Skolestuen og sagde noget til Lærer Hansen, som blev kridhvid i Ansigtet og meddelte, at 600 Slaver var brudt ud i Rendsborg og trængte frem med Ild og Sværd. De var allerede i Nærheden af Jelling.
Lærere og Seminarister løb rædselsslagne ud af Skolen, Kirkeklokkerne ringede, og den almindelige Forvirring øgedes ved, at der var Fastemarked i Vejle, hvorfra Folk kom tilbage med de vildeste Rygter. Der var i hele Jelling kun een mand, som bevarede Fatningen. Han ville hindre Klokkeringningen og sagde, at det hele var tåbelige Rygter; men ingen hørte på ham. I Ølholm, Niels Peter Jensens Fødeby, var der også een besindig mand, den gamle Niels Bundgård. Da en af hans Sønner løb omkring og ledte efter et Værge, sagde den gamle: Ska’ a skaft dig en Tøjrekølle Lars.
Fra Omegnen strømmede Folk til Jelling, hvor der samledes mange Mennesker. »Hæren« ordnede sig på Marken vest for Hans Møllers gård. Kvinder og Børn stod omkring i Gråd. Seminariets Forstander råbte, at det var galt, alle våbenføre Mænd forlod Byen, når Slaverne kunde ventes hvert øjeblik; men Mændene drog afsted mod Syd i Kolonne, 2 mand i hver »Række«.
Våbenføre var de, men med våbnene stod det sløjt til. Seminaristerne var væbnet med gamle Geværer forsynet med Flintlås og Bajonet. Dette var de fornemste Våben, hvorfor hver Seminarist fik en Sidemand af de mindre svært bevæbnede, som havde fået fat i en Le eller Stage. Jensen fik en Mecklenborger som Sidemand, hvad han ikke syntes om, og det var gensidigt. De gik og skulede til hinanden.
Ved Fårupskov mødte Forsvarerne gamle Jens Petersen på en af hans brogede Heste. Han havde været ude at spejde, om det var rigtigt at Fjenden stod ved Haraldskjær. Hans Ord lød: Ja, Slaverne er her snart, og Gud være med Ederl
Nu formeredes Kæde i Skovkanten. I Mangel af en General eller Oberst overtog en forhenværende Underkorporal Kommandoen. Da man havde ventet en Stund, og ingen Fjende viste sig, drog man noget lettet tilbage til Jelling, hvor der indløb Ordre fra Herredsfogeden, at Seminaristerne skulle stille ved Viuf (Viv) Kro og ledes af en Kaptain Mejer. Fjenden stod for Kolding. De 40 Seminarister kørtes nu i 8 Ægtvogne til Vejle, hvor de blev opstillet »udenfor Stokflets Vinduer i Torvegade«. Med ægte jysk Lokalpatriotisme fortæller Niels Peter Jensen, at alle 40 mand var Jyder. De to Fynboelever »havde Kanonfeber og var blevet tilbage i Kvarteret i Jelling«.
Nu kom Herredsfogden, som havde fyldt sin Kasket med Blykugler, han uddelte til mandskabet. Jensen havde i Forvejen 6-7 Rendekugler i sit Gevær, som han havde afprøvet med det Resultat, at Krudtet, som antændtes ved Gnister fra Flintestenen, fusede ud af det store Fænghul og sved ham i Ansigtet, medens Kuglerne forblev i Geværet. Han spurgte derfor Herredsfogeden, hvad han skulle gøre? »Ja hør, min Søn! Når De kommer til Viuf Kro, må De henvende Dem til en Underofficer om Hjælp til at få Kuglerne ud.« Jensen tilføjer: Et rart Våben at gå Fjenden i Møde med!
Var Bøsserne primitive, så var Ammunitionen det ikke mindre. En Patron, skriver Jensen, bestod af et »Spejl«, hvori der var en Rand, hvor der udenom Papiret, som var kridtet, blev snoet en Strikke. På den ene Side af Spejlet var Papiret, på den anden Side lå en 5-6 Rendekugler. Patronen blev afbidt med Tænderne (hvorfor Mangel på Fortænder var Kassationsgrund). Når man var så vidt, hældte man Krudt ned i Geværmundingen, og så var man parat til Anslag.
Gaderne i Vejle vrimlede med Krigere bevæbnet med Geværer, Sabler, Høtyve, Leer m.v. Borgervæbningen, som havde været ude mod Fjenden, kom tilbage uden at have set noget til Slaverne, og nu kom der Bud, at det hele var blind Alarm, hvorpå Kampen henlagdes til Værtshusene med Sang og Klang og knuste Flasker i Glædesrusen. De 8 Ægtvogne kørte deref- ter tilbage til Jelling med de 40 Jyder, og Jensen når atter at sende en Salut til Fynboerne: »Jeg skal endnu tilføje, at da vi den urolige Onsdag Aften kom henad Vejen fra Hørup til Jelling, sad vi på Vognene og plaffede det ene Skud efter det andet, hvilket forskrækkede Folkene og ikke mindst vore to Fynboer, der troede, det var Slaverne, der kom. De sprang i Sengen og trak Omhænget for denne, skjulte Sig det bedste, de kunde.«
Når Jensen har et Horn i Siden på Fynboerne, finder man måske Forklaringen andensteds i Erindringerne, hvor der står: »Jyder og Slesviger sluttede Venskab; men de to Fynboer F. og R. kunde ikke med os Jyder, som de anså for dumme.«
Da Seminaristerne plaffede fra Vognene, medens de kørte ind i Jelling, blev også Forstanderen forskrækket; men da han opdagede, at det ikke var Slaverne, men hans egne Elever, kom han ud af Døren og holdt en Takketale til dem, som om de havde udført en Stor dåd. Helt beroliget var man dog Ikke endnu. En Tid blev der holdt Vagt på en Høj ved Byen for at se, om Bålene skulle blusse; men der skete intet. Værre Afbrydelser i Undervisningen skete under den rigtige Krig; men de 14 Elever på Jensens Hold fik alle deres Eksamen. De 10, deriblandt Niels Peter Jensen, fik 1ste Karakter, medens 4 fik 2den Karakter, »og i blandt de sidste var de to Fynboer«.
Efter overstået Seminaristeksamen
Jensens første Ansættelse var som Lærer ved Friskolen i Rårup, hvor han sluttede Venskab med Pastor Carstensen, om hvem han fortæller, at selv i den værste Vinterkulde sad Præsten i sin Stue uden Ild i Kakkelovnen og uden Frakke på. Opholdet i Rårup blev dog ikke langvarigt; thi allerede i 1850 blev Jensen Huslærer på Stougård hos Proprietær Rasmus Ingwersen, der var Søn af den bekendte Studehandler og Studeopdrætter major Ingwersen i Viuf ved Kolding. Om Majoren fortaltes på Vejle-Koldingegnen, at han en Gang havde været dømt til Tugthus, men måtte gå fri imod, at han en Gang om året indfandt sig i Slaveriet for at iføre sig Slavedragten. Det hed sig, at det var fordi han havde begået Toldsvig, indført eller udført Stude uden om Tolden. Det med Tolden lyder mere end sandsynligt for den, der kender lidt til Major Ingwersens Ry. Lærer Jensen tilføjer: »At unddrage sig at betale den lovbefalede Told ansås vist ikke dengang for en stor Skam.« Det kan siges med Sikkerhed, at det gjorde det ikke, ej heller efter 1864, da Grænsen kom til at gå ved Kongeåen. Det er så heldigt, at Historien om Majoren og Slaveriet kan kontrolleres, og det viser sig som så ofte, at der er en Kerne af Sandhed i sådanne Sagndannelser. Proprietær Peter Ingwersen, Elisabethsminde ved Viv, meddeler om sin Oldefader Majoren, at han blev dømt for at have smuglet Stude over Grænsen og derfor skulle »sidde i Hullet et Døgn en Gang om året ved Nytårstid«; men han lejede en Stedfortræder. Det lyder noget middelalderligt; men det kunde man altså dengang. Stedfortræderen tjente vel en Daler eller to og havde næppe noget at forsømme med at »sidde« et Døgn, og Majoren kunde passe sin gård og sine Studehandler, altså god Nationaløkonomi, Moralen mere tvivlsom. Majorens Søn, Proprietær Ingwersens Farfar, var også Studehandler og har fortalt sønnesønnen om en Gang, de »svømmede« 770 Stude over Koldingfjord, hvad ingen kunde forbyde; men at det skete for at komme udenom Tolden er givet. De startede derfra, hvor Julemærkesanatoriet nu ligger, bandt to af Studene til en Robåd og roede over Fjorden med Studeflokken efter sig. Der druknede to Stude; »men det var en god Forretning«. Da de var kommen over Fjorden, fik de Husly til Studene i Laderne på Lykkesgård og et Par andre store gårde, og så gik Turen videre mod Tønder og Husum.
På Stougård fik de ofte Grisesteg. Ingwersen købte 4 Ugers Grise for en Mark eller højst 24 Skilling. Ejeren af Egholm Mølle, Nissen, druknede den Sommer 80 Grise, da de ingen Værdi havde.
Før Istedslaget var der Indkvartering på Egnen af 6 te Reservebataillon. På Stougård var indkvarteret en Kaptajn, som var dårligt lidt af Underofficerer og mandskab. Da der en dag var øvelser uden for gården, »hvor nu Stationsbyen Tørring ligger«, begik en Underofficer en Fejl og fik ikke blot en Irettesættelse, men også en Lussing af nævnte Kaptain. »Det tåler jeg ikke, Hr. Kaptaln!« »Tåler du det ikke,« lød Svaret, og så fik Underofficerer en Lussing til, så hans Hue fløj langt hen på Marken. Samtlige Underofficerer indgav en skriftlig Klage over Forhånelsen mod deres Stand til Oberst la Cour, en Klage, som Lærer Jensen skrev, da de ikke selv havde lod dertil. Der kom intet ud af Klagen; men Kaptainen ændrede sin Opførsel og kom siden i et godt Forhold til Kompagniet. Jensen mener, at Proprietær Ingwersen havde sin Andel heri, da han foreholdt Kaptainen det tåbelige i at behandle mandskab og Underofficerer, så Tilliden forsvandt.
Lærer Jensen havde det godt på Stougård. Han havde en fin Ridehest til sin Rådighed. Engang blev den for fangen på en Tur til Bækkeskov »og måtte i flere dage stå i Vand og Ler, inden Sygdommen forsvandt«. De tre Børn var »rare og begavede Elever«, og Læreren var ikke den, der holdt sig tilbage, når det gjaldt at være hjælpsom og gøre Nytte. Han var undertiden Kusk for Fruen og Børnene, og da nogle af karlene var indkaldt, hjalp han også til i Høsten.
Lærer i Stoutrup ved Århus
I Eftersommeren averteredes Lærerembedet i Stoutrup ledigt. Fra samme Egn averterede en Boelsmand om en funden Pibe og efterlyste Ejermanden. Lærer Jensen tænkte da: »Det må være ærlige folk, der bor i Stoutrup« hvorpå han søgte og fik Stillingen. Han mødte i Stoutrup Mortensaften 1850, men kom ikke straks til at bo i Skolen. Han tingede sig ind på Nedergården, hvor han fik Endestuen, et Soveværelse og en god Forplejning for 16 Skilling om dagen. Om Aftenen kartede gårdmanden og den ene Datter, medens Konen og den anden Datter spandt, hvortil de alle sang.
Skolen var bygget med tykke Mure af stampet Ler og var selvfølgelig stråtækt. Byggemåden var ikke traditionel, men en Efterligning af gården Jarlsminde, der omkring 1820 var opført af en norsk Comtesse Jarlsberg. Beboerne i Skoledistriktet leverede fedt Ler og Halm og mødte på Omgang med Heste, der gennemæltede Blandingen af Ler og Halm. Bygmester var Niels Skau, der var Veteran fra Napoleonskrigene og havde været i Frankrig med Prinds Ferdinands Dragoner. Huset var på 8-9 Fag, og Bygmesteren fik for alt Arbejdet med Opførelsen af Skolen 10 Rigsbankdaler, »siger og skriver 10 Rigsbankdaler«.
Lærer Jensen skriver om de stampede Lermure, at Blandingen af Ler og Langhalm var som Granit.
Der var Bilæggerovn også i Skolestuen, og Børnene frøs. Det gjorde Læreren også. Han sad med våde og kolde Fødder, hvad han anså for årsagen til, at han fik Tandbylder, for hvilke han blev »koppet«.
I Påsken holdt Lærer Jensen »Jagilde« med sin Forlovede Martha Stoustrup fra Hvejsel Skole. På Århusegnen kaldtes det »Tålgildet«, og når det var holdt, fulgte Pigen med sin Fæstemand til deres fremtidige Hjem, hvor de fra den dag levede sammen som Ægtefolk.
Vinteren 1851 kom Soldaterne hjem fra Krigen som Sejrherrer under stor Jubel. Den dag, Århusdragoneme kom hjem, fik Skolebørnene naturligvis fri, og alle var i Århus for at fejre Soldaterne, også Lærer Jensen, som blev i Århus Natten over. Næste Morgen, da Børnene mødte i Skolen, var der ingen Lærer, og det skulle jo nok træffe sig, at Pastor Teilmann netop den Morgen kom til Skolen. En gammel Kone, Skomager Ane, meddelte Præsten, at Læreren var taget til Århus i Går, hvortil Pastoren svarede: »Jensen er en ung mand, han vil min Tro more sig,« og dermed var den Sag ude.
Lærer Jensens Bryllup i Hvejsel Skole
Først samledes man til Frokost i Lærerens Hjem på gården i Ølholm for senere at forlægge Festlighederne til Brudens Hjem i Hvejsel Skole, hvor der var et Par Hundrede Gæster. Gildet varede et Par dage med megen og god Mad samt Musik og Dans.
Niels Peter Jensen havde indbudt tre Mænd fra Stoutrup nemlig to gårdmænd og Smeden. De var alle forbavsede over Maden, som bestod af Sødsuppe, Steg, Oksekødsuppe, Oksekød med rød Peberrodssovs, Kage, Agurker m. v., hvortil man fik Vin. På Stoutrupegnen var Skikken mere gammeldags: Risenvælling blandet med Byggryn, og Bergfisk, hvortil man drak øl og Brændevin. Ved Bryllupsmiddagen sad de tre Stoutrupmænd sammen. Smeden, som var »købstadkendt«, spiste af det hele; men da en af gårdmændene fik et Stykke Agurk i Munden, spyttede han det ud på Gulvet og sagde: Fanden sku’ ha’ såen noget Skit, så læng’ der er andet godt Mad på Bordet!
Og så levede de lykkeligt i Stoutrup Skole i 8 år blandt en Befolkning, som var såre venligsindet og forsynede Skolelærer- familien med Smør, Æg, Kalvefjerdinger, Mælk, Fløde, »Grise- foræringer« og Sigtekager. De behøvede ikke ret ofte »at lukke Pungen op«.
I de 8 år, Lærer Jensen var i Stoutrup, blev der kun født eet Barn uden for Ægteskab, »og det var udensogns Folk, der straks forlod Byen«.
Lærer Jensen købte Jord og drev Landbrug. Sin første Ko gav han 26 Rdl. for. Siden blev der tillagt Lærerembedet Jord.
Da Lærer Jensen i 1850 fik sin Løn udbetalt af Skolepatronen Godsejer Møller på Constantinsborg, sagde denne: Det er en Skam, Jensen, De skal have sådan en lille Løn, det er ikke så meget, som jeg giver min Røgter! Kapitelstaksten var det år kun 2 Rdl. for Rug og 1 1/2 for Byg. Pengelønnen for en Skolelærer var meget lille; men der var noget, der hed Offer og Aceidentser, og når Læreren fik Korn in natura, var der ikke strøget Mål. Han fik 2 Skæpper, når han skulle have een.
Et år avlede Jensen så meget hvede, at han ikke kunne have den i hus. Så lod han den tærske på gaden udenfor skolen, hvor 6 stærke mænd »tarsk« hele dagen med Liv og Lyst og »efter fuld Musik«. Tærskning på Gaden var ikke set før. Mange kom for at se det, og der blev talt om det mange år efter.
Overfor Skolen lå et gammelt Hus, som blev udlejet til en berygtet Tyveknægt, og manden, som ejede Huset, var en fattig Arbejder, som ikke kunne undvære de 5 Rdl. i Husleje; men den Sag klarede Niels Peter Jensen. Han lejede Huset, betalte de 5 Rdl. i Forskud og stoppede alle Stuerne i hele Huset med Hvedehalm, hvorpå han spigrede døren til. Tyven blev rasende og hævnede sig ved en Aften at slå en Flaske i Hovedet på huset ejer, den gamle Mikkel Skomager, og da han engang traf Lærer Jensen i Århus, undsagde han ham i Mangel af bedre. Overfalde ham turde Tyven ikke, da Jensen var i Selskab med flere; men senere på Sommeren mødtes de på et ensomt Sted »Mellem Viby og Århus«. Læreren havde hverken Våben eller Stok, og den anden trak Kniven. Det gjaldt ganske simpelt Livet; men Læreren snappede i Hast en Sten og gik Tyven i Møde med Stenen løftet mod hans Pande. Han flygtede over Marken til Viby, og når de siden mødtes, hilste han høfligt.
Den første Visitats i Skolen forløb mindre idyllisk«. Provst Vejsner blev vred over nogle børn på de bagerste Bænke. Det var Fattigmands børn, som var ude at tjene og som kun gik i Skole to halve dage om Ugen. At de ikke kunde ret meget havde mindre at sige; men der måtte ikke optages Børn i 2den klasse om foråret, hvad læreren ikke havde tænkt på. Provsten slog i Kathederet, så Blækhuset væltede, og skældte ud på både lærer, præst og forstander. De to sidste listede af og lod Læreren ene om at tage Skraldet. Præsten fik streng Befaling til at påse, at Børnene blev flyttet ned i yngste Klasse, og til at indberette derom, en Indberetning, der aldrig kom, »for Børnene blev, hvor de var«.
Lærer Jensen og hans Hustru foretog flere Gange den lange og besværlige Rejse til Hjemmene i Ølholm og Hvejsel. De længtes altid efter Vejleegnen, og i Efteråret 1858 fik Niels Peter Jensen Kaldet som Skolelærer i Hygum, og det skyldtes, så mærkeligt det end lyder, gården Jarlsmindes Brand, gården ejedes som nævnt af en Comtesse Jarlsberg, der stammede fra Norges eneste Grevskab. Hun havde i sine unge dage været Verden rundt og havde ført et fornøjeligt Liv, der havde »kostet Kapitalen«, så hun nu levede på gården i Stoutrup af en årlig Sum på 3000 Rdl., som hun fik fra Norge. Hun levede inden Døre med en Mamsel (Selskabsdame) og havde desforuden en gammel Enkemand Ole, en gammel Husholderske Kirsten samt en Tjenestekarl, en Tjenestepige, en Røgter og en Frøken Stål på gården. Ole og Kirsten levede ikke som Comtessen inden Døre, men tog på Besøg og havde Venner som Gæster på Jarlsminde.
I 1856, da Høsten var i Hus og den sidste Rivning kørt ind, skulle Tjenestekarlen Søren have Ild i sin Pibe og kunde ikke vente, til han kom ud af Laden, men rev en Svovlstik og dampede løs. Hen på Natten stod gården i Lue og brændte på nær det teglhængte Stuehus. Næsten al Avlen brændte, og den var ikke assureret, nogle af Bygningerne heller ikke. Der stod Comtessen og skulle gå Vinteren i Møde med 5 Heste, 12 Køer og en Del Får uden Foder. Nu var der i Ormslev-Koldt Pastorat ikke bare en god Høst, men også en vis Velstand og, hvad der var det afgørende, stor Hjælpsomhed. Lærer Jensen red nogle Søndage rundt til Sognets gårdmænd og bad dem betænke Comtessen med lidt Korn og Hø. De tegnede sig alle, nogle med et Læs Havre, andre kun med en halv Trave, nogle for et Læs Hø, andre for et halvt eller kvart Læs. Resultatet var, at Comtesse Jarlsberg rigeligt kunde fodre sin Besætning vinteren igennem og sætte den på Græs om Foråret uden at have købt Foder for en Skilling. Det eneste besværlige ved denne Indsamling var, at Læreren hvert Sted måtte sætte sig ved Siden af manden på den faste Bænk ved Vinduet og lade sig beværte med Brød, Smør, Ost, saltet Fårekød og Pølser, foruden Kaffepund.
Comtessen blev selvfølgelig sjæleglad og takkede alle Giverne og især Lærer Jensen. Giverne blev beværtet, når de afleverede deres Gaver, og Læreren blev bedt til Jarlsminde, hvor den gamle Dame fik ham til Sæde i Sofaen og satte sig ved Siden af. Uden Foranledning fra hans Side sagde hun, at hun vidste, han og hans Hustru gærne ville tilbage til Ribe Stift, og at hun havde skrevet til Biskop Daugård om at kalde Lærer Jensen, når et Skolelærerembede blev ledigt på Vejleegnen. Biskoppen, som var gift med Comtessens Plejedatter, svarede, at det ville han med Fornøjelse, når blot Læreren var mellem de tre indstillede.
Da så Hygum Lærerembede blev ledigt i Efteråret 1858, søgte Jensen det; men først måtte han rundt til Sogneforstanderne, af hvilke han kun kendte een, for at komme mellem de tre indstillede, og så red han afsted de 10 mil fra Stoutrup på en vild krabat af en hest i håb om, at den lange vej skulle tæmme den noget. Det skete Imidlertid ikke, og så snart han havde været Turen rundt, solgte han Hesten.
Den afgående Lærer, Duedahl, i Hygum Skole måtte også besøges. Han kom lige fra en Fattigbegravelse, dog ikke fattigere, end at der blev udskænket Brændevin til Følget, og Duedahl havde ikke holdt sig tilbage. Medens de to Lærere sad i Stuen kom en lille Pige og råbte: Christen Eskildsens Næse bløder! Duedahl svarede: Aa, for Fanden, tag en Kniv og skær den af! Derefter sagde han, at hans Svigersøn Lærer Madsen skulle have Embedet efter ham, hvad alle Beboere i Kollerup Sogn og Skovbølling havde indgivet Begæring om. Da Jensen hørte det og desuden vidste, at Pastor Scheving var på Madsens Parti, opgav han Sagen, også fordi han ikke ville gå i Vejen for Madsen.
På Mødet hos Sogneforstanderen, hvor der skulle gøres Indstilling om Ansøgerne, fremlagde Præsten Beboernes Andragende om Lærer Madsen; smed Forstanderen til side med de Ord: Det skal Beboerne ikke have deres Næse i, for de har valgt os til at varetage Kommunens Tarv, og vi vil selv bestemme, hvor Skabet skal stå! Lærer Madsen kom overhovedet ikke blandt de tre indstillede. En Lærer Petersen blev indstillet som nr. 1, som nr. 2 kom Niels Peter Jensen og en Lærer Christensen som Nr. 3. Nr. 1 ventede naturligvis at få Embedet. Det gjorde Nr. 3 også, da han var den eneste fra Ribe Stift og den eneste. Biskoppen kendte. At Nr. 2, som vidste hvad Bispen havde lovet den gamle Comtesse på Jarlsminde, også ventede at få Embedet, kan ikke undre.
Lærer Jensen fik Brev fra Formanden, at Embedet fik han ikke, men det var en Ære at være indstillet som Nr. 2 af 27 Ansøgere. Den 7ende oktober 1858 blev Niels Peter Jensen alligevel udnævnt til Skolelærer i Hygum samt Kirkesanger i Kollerup og Vindelev, det sidste for en Løn af 15 Rdl. årligt. Før den officielle Meddelelse om ansættelsen fik Jensen brev fra Comtesse Jarlsberg om Resultatet. Biskoppen havde skrevet til hende, og hun sendte straks om Aftenen sin Mamsel over til Skolen med den gode Nyhed.
Og så forlod Lærerparret Jensen Stoutrup, hvor de var bleven knyttet til Beboerne og havde haft gode, men også slidsomme dage. Lærer Jensen havde selv pløjet, sået og høstet samt kørt Gødning og Mergel ud fra Klokken 3 om Morgenen, til Skolen begyndte, og hans Marthe havde trolig hjulpet ham. Han giver hende det skudsmål, at hun var kærlig, trofast, dygtig og sparsommelig. Han tilføjer: »Det havde ikke været til Skade for os, om jeg havde været lige så sparsom.« Den sidste Sommer i Stoutrup drev Jensen foruden sin egen Jordlod et lejet Areal på 8 Tdr. Ld. Det kostede meget Arbejde og gav »liden Søvn og liden Fortjeneste«.
Lærer i Hygum i 42 år
Den nye Lærer blev ikke overstrømmende modtaget af Pastor Schevlng, som ikke bød ham ind i Stuen, men lod ham stå i Gangen, hvorfra Præsten gik ind i Stuen og kom tilbage med et Glas »med en Sjat øl«. Sognets Beboere var ganske naturligt forbavsede over Jensens Ansættelse; men de var venlige på nær den tidligere Lærer, som var gnaven over, at Svigersønnen ikke fik Embedet.
Flytningen foregik med 9 Vogne efter et Afskedsgilde i Stoutrup med en Balje fuld af Kaffepunch. De Stoutrup Bønder sørgede for Trækkraft til Horsens hvor der skiftedes Heste. Familien kørte i lukket vogn, der var lejet i Århus. »Denne befordring kostede mig 10 Rdl.«
På dette Sted i Erindringerne fortæller Niels Peter Jensen om sine Børn og Børnebørn, 3 af de sidste i Amerika. Datteren Maria, født 1867, blev gift med Agent Allerup i Vejle. De har, skriver Jensen, en Datter og 4 Sønner, hvoraf »en er Kornet i Helsingør«. Kornetten var den senere General Allerup. Lærer Jensen måtte hjælpe præsten med regnskaber over tiender m.m., al regning var eet lukket land for Pastor Henriksen, der aldrig lærte at begribe, hvordan det kunne gå til, at en kone ved Navn Ane havde været gift 3 gange, men kun haft 2 mænd. Hun blev skilt fra Ole Tømrer og gift med en gårdmand, som døde, hvorpå hun og Ole slog pjalterne sammen for anden Gang. De nåede at Indlede Skilsmissesag ligeledes for anden Gang, men så døde Ane.
Provst Becker havde indstillet Lærer Jensen til at blive Dannebrogsmand uden Lærerens vidende; men forinden Ordenen faldt, sendte Kulturministeriet Gymnastikinspektøren Oberst Amsinck og Sanginspektøren Sonne for at se, om Skolen blev ledet, som den skulle. Prøverne faldt meget heldigt ud, og Dannebrogskorset kom i Foråret 1893.
Krigen 1864
Efter Tilbagetoget fra Danevirke fik de Indkvartering i Hygum. Sildig en Aften kom nogle Infanterister, der var så medtagne, at de lagde sig i Snedriverne og måtte transporteres videre på Vogne. En dag kom Berider Kloppenborg forbi i en Bagtrop. Han antog Lærer Jensen for den tidligere Lærer Duedahl, hos hvem han i Krigen 1848 havde holdt Bryllup.
Dagen efter, at de danske Infanterister og Dragoner var draget bort, kom to østerrigske Kavallerister til Hygum. De var Ind- kvarteret i en gård, men kom om aftenen hen i skolen. Lærer Jensens børn blev bange og gemte sig under Bord og Sofa, men østerrigerne halede dem ud, var kærlige Imod dem og gav dem nogle tyske Mønter.
En Tid stod Danskerne i en Stilling fra Mattrup til Silkeborg, Tyskerne på Vejleegnen. En Nat kom Avlskarlen fra Mattrup, hvor Oberst Fibiger havde Kvarter, til Fods til Hygum Skole for at få Underretning om Fjendens Stilling, Bevægelser, Patrouiller m.m. karlen havde et Kort med, hvorpå Læreren skulle Indtegne østerrigernes Positioner med Henblik på et dansk Overfald. Lys måtte der jo til, og Situationen var ikke ufarlig; men de hængte for Vinduerne, så Lyset ikke kunde ses udefra. Det påtænkte danske overfald blev dog ikke til noget.
Engang var Lærer Jensen selv på Mattrup. På tilbagevejen overnattede han i Lille Hammergård, da der kom nogle Ryttere ind i gården. Jensen troede, det var Tyskere, som ville have fat i ham; men det var nogle Bønderkarle fra Hvejsel, der ville skjule deres Heste, for at Tyskerne ikke skulle tage dem.
Sørgebudskaberne kom Slag i Slag: Dannevirkes Rømning, Dybbøls Fald, Overgangen til Als og til Slut Resultatet: Tabet af Sønderjylland. Forstanderen for Jelling Seminarium bragte hulkende Budskabet, og alle var grebet af dyb Sorg. Niels Peter Jensen satte megen Pris på Seminariets nye Forstander. Ånden i hele Undervisningen blev en anden og bedre, end da Jensen var Elev, og han tog ofte til Jelling til Møder, Gudstjeneste og Bibellæsning. Han skriver: »Jeg fik altid noget godt med hjem, der var heldbringende for min Skole.«
I sognerådet sad Jensen i 18 år. Han var kasserer og havde sæde i vejudvalget, der synede vejene og pålagde de forsømme- lige at istandsætte deres vejstykker, som de dog sjældent gjorde. Siden gik man over til at lade vejene holde for Kommunens Regning. Lærer Jensen fik oprettet en Sygekasse, en Sparekas- se og en Skytteforening, hvor han var både Leder og delingsfører og mødte hver Søndag, hveranden Gang før, hveranden Gang efter Gudstjenesten Ved en skyttefest i Vejle fin ham en anden præmie, en regnkappe af gummi til 30 Daler.
Det ville føre for vidt at omtale alt, hvad Lærer Niels Peter Jensen overkom og satte i gang ved siden af sin lærergerning. Han tog sig af krigsinvaliderne og skrev deres ansøgninger, arrangerede tombolaer til hjælp for fattige og arbejdsløs m.m., og skolen blev ikke forsømt. På et lærermøde i København 1879 fremlagde han prøver på mine børns (skolebørns) skrift og fik Diplom, hvilket gentog sig i 1893. Hvad en Lærer af den Støbning betød for et Sogn kan ikke overvurderes: En Art Forsorg, når det kneb, hjælpsom mod alle, en Velsignelse for en Egn. Niels Peter Jensen foretog Rejser, mange korte og nogle længere. Bag i Bogen med Erindringerne har han sat en detailleret Fortegnelse over »Hvor jeg har sovet een eller flere Nætter«. Det var 7 Steder på Sjælland, 7 steder på Fyn og 121 steder i Jylland. Om det så var et lokalt Blad fik Jensen det startet, et Venstreblad. Man var utilfreds med Vejle Amts Avis og holdt et Møde i Vindelev Kro, hvor Læreren mødte med Navne på hele »10 Holdere i det lille Kollerup Sogn«.
I Årenes Løb underviste Lærer Jensen mange hundrede børn og bevarede Forbindelsen med dem også efter Skoletiden. Nogle drog til Amerika, hvorfra enkelte kom hjem på Besøg og hilste på deres gamle Lærer: »De var glade ved at se deres gamle Skolemester, og jeg var ikke mindre glad ved at se dem.« En Familie i et lille Boelsted på Skovgård mark udvandrede med Børneflokken, som alle havde gået i Skole hos Jensen. »De var ikke videre begavede, men skikkelige.« Det var omkring 1870. Mange år efter holdt en Landauer uden for det Kontor i Vejle, hvor Jensen efter sin Afgang som Lærer havde Arbejde. I Vognen sad Herre og to Damer. Den ældre Dame var en af Jensens gamle Elever, hendes mand en udvandret Bondekarl fra Skjernegnen. De inviterede den gamle Lærer ned på Hotel Royal, hvor de beboede flere Værelser. Familien var nu på Rundrejse i Europa og ville blandt andet til Nordkap for at se, hvor Solen ikke går ned. manden havde tjent sine Penge på Bygningsmaterialer.
Niels Peter Jensen var en stor Fodgænger. Da han var 78, stod han op en Morgen Kl. 3 og gik på en dag en Tur på 6-7 Mil uden at blive træt, og da han var 80, gik han en dag fra Vejle over Uhre, Ringballe, Skovdallund Mølle, Jelling, Skovbølling, Hvejsel, Sandvad (hvor han spillede Kegler i Kroen), gennem Grejsdalen tilbage til Vejle – hvor han om Aftenen var til Gilde og tog Del i Dansen.
Engang var han på en drøj Køretur til Vindelev i Snestorm. Han kørte med en mand, som ville til Auktion for at købe en gård; men de nåede først frem, da Hammeren var faldet. Manden var Imidlertid kørt ud for at købe en gård, og så købte han i Stedet en gård i Gedved af en mand ved Navn Haurberg, som tidligere havde været Smed på Bygholm, hvor han tjente en Formue.
Efter afskeden som lærer
Efter 42 års lærergærning i Hygum søgte Lærer Jensen sin Afsked og flyttede til Vejle, da hans Hustru var svagelig. Han skriver, at efter en Paragraf i den nye lov kunde Distriktet »skyde en Lærer«, når han blev 70, men han foretrak at gå frivilligt. Stort afskedsgilde med Gaver og Hyldest var en Selvfølge.
Hustruen døde Nytårsmorgen 1902. Han giver hende et smukt Skudsmål som en god Hustru og dertil myreflittig og en stor Hjælp ved Landbruget. Desuden spandt hun i årenes Løb over 100 Lispund (800 kg) Hør og Uld og vævede Hundreder af Alen Lærred og Uldent.
For Fuldstændigheds Skyld skal nævnes, at Jensen var æresmedlem af våbenbrødreafdelingen samt medlem af venstreforeningen og håndværkerforening.
