Ølholm Kærvej

Bragt i “En ægte Ølholmer” august 2010

Kærområdet havde tidligere en funktion som græsningsareal for kreaturerne fra Ølholm og omegns gårde, og endvidere blev der der avlet hø til foder for vinteren. Nu er det blevet et mere rekreativt område, og hvis turen ud i kæret starter fra Ølholm Bygade passerer man det hyggelige gamle hus.

Ølholm Kærvej, Nørrebohus

Ølholm Kærvej, Nørrebohus

Stedet blev bygget i 1870 af en af Ølholms gårdmænd på hans egen jord og lejet ud de første år. Det bestod af et stuehus med bindingsværk og stråtag, som var bygget sammen med sidebygningen, der rummede kostald, tørve og svinehus.

I 1877 blev stedet købt af ægteparret Karen og Klemmen Mikkelsen, kaldet  Hougård, som med deres børn kom hertil fra Uldum. Klemmen var arbejdsmand ligesom efterfølgerne på adressen, da en familie ikke kunne leve af indtægten fra det lille sted.

Familien boede der ved hans død 75 år gl. i 1908 og enken solgte til deres søn og svigerdatter Ane Mette og Mikkel Klemmensen, også kaldet Hougård. Ved handelen forbeholdte hun sig et værelse og et stykke havejord resten af sit liv og hun døde i 1912, 81 år gl. Stedet blev solgt igen i 1913 til en ældre enkemand Søren Peter Jensen, der tidligere havde boet på Ølholm Kærvej nr 7, i et hus, som Ane Mette og Mikkel Klemmensen ligeledes tidligere havde ejet og beboet. Søren Peter boede nu sammen med en ung familie med børn, men solgte igen i 1916 til Anton Andersen, der efter 1 år solgte til Jens Pedersen Nørbo. Huset har i folkemunde haft navnet Nørrebohus, måske efter ham?

I 1918 blev stedet købt af sognefoged Kristian Bundgaard, Ølholm, som lejede det ud til Karen og Rasmus Sørensen, der sammen med deres børn boede her nogle år. Karens farfar var den første ejer, Klemmen Hougård, så hun kendte stedet indgående.

Ølholm Kærvej i 1945 (Klara og Kristian Mikkelsen sidder til højre)

Ølholm Kærvej i 1945 (Klara og Kristian Mikkelsen sidder til højre)

I 1929 solgte Kristian Bundgaard stedet til ægteparret Klara Agnete og Kristian Mikkelsen, et ungt ægtepar med en spæd datter, som kom hertil fra Sindbjerg. Familien voksede i årene her og bestod til slut af en børneflok på 7. Det ene af børnene, Inger Søe har som voksen skrevet om sin barndom her, og disse erindringer befinder sig nu i lokalarkivet hvor de kan læses. Ingers søskende hed Else, Svend, Vagn, Niels, Ninna og Mary. Efter nogle trange år i Ølholm valgte familien at rykke teltpælene op og forsøge om lykken lå i brunkulslejerne nordpå, så stedet på Kærvejen blev i 1947 solgt til Karen Mikkelsens søster og svoger Agnes og Kristian Østergård Nielsen.

Dette ægtepar havde også børn, men denne familie savner arkivet nærmere oplysninger på, og det modtager vi gerne, såfremt nogen kan hjælpe os.

Familien boede der i mange år indtil de afhændede stedet og flyttede op i en pensionistbolig på Skolevej i Ølholm. De nye købere var ægteparret Barsøe fra København, som har brugt stedet til fritidsbolig og løbende har udført forbedringer og vedligehold på det hyggelige gamle hus.

 

Dette indlæg blev udgivet i Publikationer og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.